Skip to content

En formiddag i slutningen af 60’erne…

fredericiagade

Faktisk er det en lille opgave jeg har fået på mit kursus, men synes det kunne være hyggeligt at dele denne lille fortælling fra min tidlige barndom i Fredericiagade med jer

Det var tidlig morgen i Fredericiagade i slutningen af 60’erne. På komfuret stod den store sorte gryde og boblede. Min mor var allerede i gang med vasketøjet. Vaskebrættet stod klar på min ene side, og på den anden side var håndvasken. Jeg sad i underbukser og natkjole på køkkenbordet og fik børstet tænder af min mor. Jeg var 6 år. Den ældste af en søskendeflok på 3. Da jeg var færdig med tandbørstningen og var blevet vasket i ansigtet med det kolde vand som kom ud af hanen, blev jeg sat på gulvet. Det var lillesøsters tur. Jeg skyndte mig ind på værelset jeg delte med mine søskende og tog min sommerkjole som lå på køjesengen og hoppede i den.

Solen skinnede og jeg kunne allerede høre børne stemmer nede i gården. Jeg gik ind i stuen og kiggede ud gennem det åbne vindue. Forhuset tårnede sig op foran mig og næsten alle vinduer var smækket op. Det var varmt i dag. Der lød en skramlen og larm fra næsten samtlige lejligheder og værelser, blandet med musik og velkendte stemmer fra radioens sædvanlige morgengymnastik program.

Jeg kiggede gennem gitteret ned i gården og så nogle af mine legekammerater i færd med at tegne hinkeruder, drenge der spillede bold, et par piger sjippede og en mor var ved at hænge tøj til tørre på snorene dernede foran de ulækre og ildelugtende lokummer. Der var ikke nogen henne i den anden gård som var opdelt af lokummerne med vores, men der sad et par drankere på bænkene og sludrede og drak. Deres stofnet stod fyldte med formiddagens forsyning på asfalten ved deres fødder.

Jeg skyndte mig ud til døren, tog sko på og råbte til min mor, ”jeg går ned og leger.” Jeg smækkede døren efter mig og løb ned af trapperne. De sidste trin på hver afsats, sprang jeg over. Døren nede i opgangen strammede, så jeg lagde alle kræfter i for at hive den op. Pyyy, den var tung. Jeg tumlede ud i gården og fik hælene med mig inden døren smækkede hårdt i.

Johnny spillede bold, men jeg løb alligevel hen til ham og spurgte om han ville gynge. Det ville han gerne, så vi løb hen i den anden gård. Nogle andre børn så vi løb, og løb efter. Hvem kom først? Johnny var 3 år ældre end jeg og kom først. Han holdt gyngen for mig. Jeg sprang op og straks var gyngen i fuld sving. Vi skrålede; ”under den hvide bro, sejler en båd med 2…..”

På bænken forstummede stemmerne. Drankerne, som boede på nogle af værelserne i forhuset, smilede hen mod os, mens de sad og nød deres bajere. De huskede nok den gang de selv var børn.
Johnnys mor råbte oppe fra 3. sal i baghuset, ”Niels kommer ned nu Johnny. Du må kigge efter ham, mens jeg gør rent.” Johnny rakte tunge op mod vinduet da hans mor forsvandt bag gardinet. Sådan var det A L T I D. Om lidt skulle jeg også holde øje med min lillesøster og min lillebror, som blev lagt til at sove til middag i barnevognen hende i vores gård.

Johnny stoppede gyngen, vi hoppede af og løb ud af porten mod gaden. Vi ville egentlig gemme os, men da vi så Klinkebageren på hjørnet af Kronprinsessegade havde åbent, gik vi derover for at høre om bagerens børn kunne lege. Da vi stod foran døren til bager Klinke, hørte vi pludselig Johnnys mor råbe, ”Kan I så komme tilbage… NU!” Vi stoppede straks op og gik betuttet tilbage. Vi vidste godt vi ikke måtte gå over gaden, faktisk at vi slet ikke måtte forlade gården. Da vi kom tilbage til porten skældte hun højlydt ud, tog Johnny i hans ene øre og trak afsted med ham, mens hun så vredt på mig. Johnny skreg og hylede som en stukken gris, mens han mor skældte i en uendelighed.

Inde i gården stod Niels på den ene gynge og grinede ondskabsfuldt. Den møgunge. Min lillesøster gyngede på den anden og min mor stod og kørte barnevognen med min lillebror frem og tilbage. Hun så også vredt på mig. Bare jeg ikke fik stuearrest… Jeg skulle tisse og skyndte mig duknakket hen til rækken af lokummer. Jeg hev i en af dørene og en stank af urin og andet ulækkert strømmede ud i hovedet på mig…

Da jeg kom ud var min mor forsvundet op i lejligheden til vasketøjet. Jeg holdt mig tæt på barnevognen, så jeg kunne høre lillebror når han vågnede.

Leave a Comment

Strikkeaften… på LCHF’sk

Det er torsdag og dermed er det strikaften 😀

Vi er en gruppe bestående af 7 damer i moden alder som mødes en gang om ugen for at strikke, hækle eller hvad vi nu gør, få en god sludder, grine, drikke kaffe eller te og æde kager, desserter, chokoladefrøer og hvad der ellers kommer på bordet.

Det er altid så hyggeligt.

Men nu er jeg startet på LCHF og dermed har jeg et problem. Det er svært at sidde og se på alt det lækre som står på bordet, så jeg besluttede at jeg ville tage noget med selv.

Jeg har ikke fundet en god opskrift på LCHF kage eller dessert endnu, men jeg tænkte at når jeg må spise æg og fløde, en smule mørk chokolade, når man er liberal, så ville jeg ikke gå helt galt i byen med at lave en mousse 😀

chokolademousse

Opskrift:

2 æggehvider

2 æggeblommer

3 dl piskefløde

30 gr. mørk chokolade 77%

ca. 10 gr. revet mørk chokolade 77%

Smelt chokoladen.

Pisk æggehviden.

Pisk æggeblommerne til det bliver hvidt.

Pisk flødeskummet.

Vend æggeblommerne med hviden.

Bland gradvist noget af flødeskummet i den smeltede chokolade.

Bland resten af flødeskummet i æggeblandingen.

Bland resten forsigtigt i.

Tilsæt 10 dråber flydende stevia.

Smid en klat flødeskum over moussen og riv og strø chokolade hen over.

Jeg har ikke vanillestænger eller frisk citron hjemme, ellers var det blevet tilsat også 😀 men moussen smager dejligt.

Velbekomme <3

Leave a Comment

Forfatter kursus og forfatterdrømme…

Jeg elsker at læse bøger, men for det meste læser jeg først når jeg går i seng, lige bortset fra hvis jeg er nået til en helt ekstra ordinært spændende afslutning. Af og til beslutter jeg at min dag skal fordrives med primært at læse. Dette er dog ikke ligetil når man har hjemmeboende børn. De gider ikke finde sig i en at mor tager en dag på sofaen 😉

Når jeg læser romaner, som virkelig fanger mig, forsvinder jeg ind i bogen og væk fra virkeligheden. For mig er det nok en af de primære årsager til at jeg kaster mig over den ene bog efter den anden. Ofte, når det er særdeles gode bøger, føler jeg sorg når jeg skal tage afsked med bogens karakterer som jeg har lært så godt at kende og ked af at forlade den verden karaktererne befinder sig i. Efter sådan en bog, tager det flere dage før jeg kaster mig over en ny. Her guffer jeg så en let krimi.

Jeg har læst fra jeg gik i 1. klasse. Jeg glædede mig så inderligt til at lære at læse, så jeg kunne kaste mig over bunken af Anders And blade, som jeg indtil da kun havde kunnet danne mig min egne historier af ved hjælp af billederne. Jeg glædede mig også til at begynde at skrive dagbog, så jeg var top motiveret da jeg startede i skole.

Da stakken af Anders And blade var læst, blev jeg fast gæst på biblioteket, hvor jeg lånte og læste alle bøger jeg kunne finde om blandt andet indvandrere og nybyggere i USA. Jeg læste alle bøger jeg kunne finde om indianere, alle Hanne-bøger, alle Troldpus-bøger; jeg bare læste og læste. Da jeg blev teenager, læste jeg et utal af Barbara Cartlands bøger og begyndte at skrive noveller og også digte, som efterhånden blev mere prosa.

I dag kan jeg vel nok konstatere at der ikke er den genre, bortset fra sci-fi bøger, jeg har været omkring lige fra selvbiografier og historiske bøger om Indira Gandhi til Stephen Kings uovertrufne gysere.

Jeg har i mange år leget med tanken om at selv skrive en bog og er flere gange startet på noget med gys og også en børnebog, men har aldrig fuldført projekterne. Skriveblokeringer har hver gang sat en stopper for en fortsættelse. Nu har jeg slettet alt jeg tidligere er begyndt på og har fundet en ny inspiration som jeg bare ikke kan lade være med at føre til dørs. Her bliver jeg selvfølgelig nødt til at fortælle hvem og hvad som i den grad har inspireret mig.

Æren faldet på Hanne Reintoft som har skrevet den fantastiske roman “Hjertebånd”.

“Beskrivelse: Efter afslutningen på Karl Gustav-krigene 1660 har Danmark måttet afstå Skåne, Halland og Blekinge til den svenske overmagt. Nu skal man pludselig opgive sit tilhørsforhold til Danmark og i stedet finde sig til rette med at være svensk.

Boel lever med sin familie på en gård i det østlige Skåne. Efter at hun som ung pige blev bragt i ulykke af sønnen på det gods, hvor hun tjente, blev der arrangeret giftermål med Malte, en lokal bonde, som har været hende en kærlig ægtemand, der også har taget sig godt af godsejersønnens barn, Tue. Sammen får Boel og Malte tre sønner, men især den næstældste, Henrik, føler sig tilsidesat og skaber ufred i familien, og da Tue som den eneste får mulighed for at studere, bryder hadet ud i lys lue.

Samtidig har Danmark ikke opgivet at vinde de gamle områder tilbage, og da Christian V i 1675 indleder et nyt felttog, bliver Skåne offer for plyndrende og hærgende soldater. For Boel og Malte er der knap til dagen og vejen, og snart må de også opleve den ulykke at se deres fire sønner drage i krig – og ingen vælger samme side. Mens Tue bliver livlæge for den danske konge, sværger Henrik den svenske konge sin troskab, og de to yngste, Lave og Bjarke, melder sig til forskellige friskyttekorps.

Boel kan kun magtesløs afvente den dag, da nogle af hendes sønner vil stå over for hinanden på kamppladsen.”

Bogen er bygget op og beskrevet på en måde, så jeg hele vejen igennem følte at jeg stod blot et lille stykke fra alle personerne. Jeg græd og grinede mig igennem bogen og havde alle følelser i spil. Da enden kom var det bare så trist… denne endeløse armod og alligevel fandt folk kræfterne til at fortsætte.

Hanne Reintofts fortælling rummer personer hun selv har opfundet, geografiske steder hvor personerne boede og hvor de kæmpede, der er mange fakta detaljer fra krigen og alt er fortalt med den største inderlighed, kærlighed og respekt for alle individer og alt de måtte igennem. Jeg bare elsker den bog og er så glad for jeg helt tilfældigt faldt over den. Og så er jeg glad for at jeg endelig har fundet inspiration til at komme i gang med min historie.

Nu er jeg i gang med at skabe fundamentet så jeg kan trække mig en gang imellem for at skrive, samtidig med at jeg dygtiggør mig udi forfatterskabet.

Det skal blive så spændende 😀

forfatter-1

 

Leave a Comment

Vi fik en smuk afsked med vores mor…

Da min mor blev indlagt sidste gang, 6. gang, tog hun beslutningen om at nu var det nok. Hun orkede ikke mere. Hun orkede ikke livet. Ikke kampen…. Hendes beslutning blev respekteret af os, hendes pårørende og af plejepersonalet på sygehuset. Jeg ved ikke om det fra plejepersonalets side blev respekteret fordi hendes nyrer var tæt på at stoppe med at fungere og hun nægtede dialysebehandling, men i hvert fald blev al medicin, udover en lille dosis insulin, taget fra hende. Hun blev, hvor mærkeligt det end virker, spurgt om hun ville genoplives! Det skal man åbenbart spørge om uanset situationen. Den intravenøse væske blev fjernet, samt overvågning, stuegang og blodprøvetagning blev stoppet. Vi fik et tidsperspektiv på maksimalt 1 uge. 

7-9-3

Vores mor har aldrig været bange for døden. Hun har altid været af den faste overbevisning at når vi går bort, så møder vi alle de vi har kendt og mistet. Derfor var det heller ikke svært at tale åbent om døden, om hvad der ville komme efter. Hendes livstestamente har hun forlængst skrevet. Vi talte om det. Vi fortalte hinanden at vi elskede hinanden, at vi ville komme til at savne… det eneste min mor nok var bange for var at vi skulle glemme hende. Det kommer vi aldrig til.. denne snak trak nok mest tårer i hele forløbet op til vores mors død. 

Der blev sat en seng ind på vores mors stue, så min søster kunne overnatte og vi fik lov til at komme og være hos hende alt det vi ville og kunne. De kommende dage var en rutsjebanetur af følelser, dage hvor hun sov, svækket af stesolid og morfin, dage hvor vi troede at nu var det nu og der var dage, hvor hun var vågen, ikke altid helt klar, men dage hvor hun fortalte om sin barndom, sin skoletid, lærere som havde forpestet hendes skoletid, ungdommen, gamle venner, oplevelser vi aldrig har hørt om tidligere… ind imellem var det som at få mor tilbage som hun var. Hun talte og talte i en uendelighed og vi grinede og hyggede os.

På disse sidste dage af hendes liv fik alle børn, børnebørn og oldebørn samt nære venner sagt farvel til hende. Desværre sov hun ved nogles besøg, men hun var så glad og taknemmelig over at vi alle var omkring hende, uanset hun var vågen eller sov. 

28-8-16

Dagen før hun sov ind var hun vågen hele dagen. Fra tidlig morgen til sen aften. Min søster og hun startede dagen med at høre sange fra gamle amerikanske musicals, se filmklip – stemningen hos dem var nærmest euforisk og da vi, min mellemste datter, min far og jeg kom fortsatte vi den gode og dejlige stemning. Vi hørte gamle sange, vi sang med, vi talte minder…. det var så  hyggeligt og sjovt. Vi kunne ikke helt undgå at larme, men ikke en lyd hørte vi fra personalet. Rummet var vores. Afskeden var vores. Al den hygge, al den latter og hele den lette stemning var helt i min mors ånd – det var sådan hun ville have det. 

På dagen, hvor vores mor tog sit sidste åndedrag, sov hun. På intet tidspunkt var hun vågen og hele dagen og aftenen sad vi om hende. Vi talte til hende, aede hende, kyssede hende, spillede musik, vi løste endog hendes sidste kryds og tværs – vi bare var. Vi vidste at tiden var ved at rinde ud. Alt var anderledes på stuen den dag på en stille og smuk måde. Omkring kl. 21 ændrede hendes vejrtrækning sig. Udenfor regnede det. Det tordnede. Vi åbnede døren ud til terrassen, så hun kunne lytte med. På et tidspunkt åbnede hun øjnene, drejede hovedet let, kiggede på min søster…. vi havde en kort stund kontakt med hende. Hun vidste vi var hos hende. Hun hørte os. 

Kl. 22.31 tog hun sit sidste åndedrag med os alle omkring sig. Det var så smukt. Så stille. Så fantastisk… det sidste åndedrag, roen, det fredfulde udtryk som omgående kunne ses i hendes ansigt.

Hun bød døden velkommen. Det gjorde vi også… for hende.

7-9-5

Når vi nu sidder tilbage og tænker på vi har mistet hende, så tænker vi også på at vi fik den dejlige dag – dagen før – sammen. Igennem hele forløbet tog vi billeder og optog nogle små videoer med hende, hvilket er helt uerstatteligt, nu hvor vi også sidder tilbage med sorgen og savnet. 

Vores mor har altid frygtet at hun ville komme til at ligge og lide. At hendes ønske om at dø ikke ville blive respekteret. Hvis min mor kunne sidde her nu, og se tilbage til hvordan dagene op til og omkring hendes død var, ville hun fryde sig. Den tanke er en kæmpe trøst.

Hun fik det præcis – og måske mere til – som hun ønskede sig. 

 

 

2 Comments

Streuselkuchen – en tysk kage

Jeg kender denne kage, fordi – Min mormor og morfar kom fra Tyskland under 1. verdenskrig. Min morfar var naver og min mormor og hendes familie flygtede fra Tyskland, først til Danmark, så Sverige – hvor hun blev konfirmeret i Lund Domkirke – og siden flyttede en del af hendes familie tilbage til Danmark.

Med sig i bagagen havde min mormor en masse tyske kageopskrifter, som hun desværre ikke har givet videre.
Ofte – efter hun døde – har vi siddet og sukket efter en af hendes dejlige kager, specielt den herunder. Knoppekagen. Det kalder vi den på dansk, men den hedder streuselkuchen (strøkage), hvilket jeg jo godt kan huske nu jeg fandt den på google 😉 efter meget møje og besvær… he he.

Jeg sad og læste ingredienser og opskriften igennem. Enkelte ord i opskriften anede jeg ikke hvad betød eller kunne jeg ikke finde en sammenhæng i, så jeg fik google til at oversætte.  Med lidt rettelser hist og pist giver den mening.

streuselkuchen

Jeg har bagt kagen i dag – og ja, der blev også lavet boller mens jeg ventede på at kagen hævede og mens den var i ovnen.

Herunder kommer opskriften jeg har brugt i dag.

Streuselkuchen

Til dejen:
250 ml mælk
500 g mel
20 g gær
75 g sukker
50 g smør
salt

Til streusel (strø):
300 g mel
150 g sukker
1 pakke vaniljesukker
1 knivspids kanel
150 g smør

Fremgangsmåde:

Varm mælken 
Kom mel i en stor skål 
Tryk i midten af melet
Smuldr gæren i melet 
drys 1 tsk sukker i 
Rør gær med lidt af den lune mælk til en tyk pasta 
Strø lidt mel over og lad dejen hvile med et viskestykke i ca. 10 min.  eller til dejen slår revner. 
Smelt smørret, rør mælken og lad væsken køle til fingervarm temperatur
Kom det resterende sukker og den lunkne væske i dejen og rør med dejkrog  
1 knivspids salt kommes i dejen
Ælt til sidst dejen med hænderne, indtil det ikke længere hænger i 
Hvis det er nødvendigt, tilføj mere mel
Lad dejen hæve i ca. 1 time et varmt sted med et viskestykke, indtil den er hævet til det dobbelte fordoblet

I mellemtiden, drysses mel i en skål til strøet 
Sukker, vaniljesukker og kanel tilsættes og  blandes
skær blødt smør i små stykker og bland det hele med dine hænder eller i en røremaskine

Ælt igen dejen grundigt med hænderne 
Smør bagepladen og rul dejen ud 
Spred strøet ud jævnt over dejen med hånd
Lad dejen hæve i ca 15 minutter et varmt sted igen 
Bag kagen i cirka 15-25 minutter på midterste rille i en forvarmet ovn på 200 – 220° C.

I dag har jeg delt dejen i 2 stykker, hvor jeg har kommet æble i den ene og ingenting i den anden.

Strøet bærer kagen i sig selv, men frugt kan tilsættes efter ønske.

 

Leave a Comment